LEONBERGER-FYN
Påske

Besøg af Yankie´s opdrætter-familie fra Norge. Søster Marta og Oda blev hos os, mens resten af familien tog en smuttur til Holland. De to søskende legede og havde nogle dejlige oplevelser sammen. En tur til Bogense Strand i isnende koldt vejr - paradis for et par små strandløver. Og en masse leg i haven var lykken. 

Da Mona, Marius og Oskar vendte tilbage sammen med "tante" CU, havde vi endnu flere dejlige stunder sammen.

25. marts. Dansk Leonberger Klub, klubudstilling i Blovstrød

3 babyhanner i konkurrence. Yankie valgte at være en rigtig bølle-hundehvalp. Han blev nr. 3 med bedømmelsen "lovende". 

På hotel

 Dagen før Dansk Leonberger Klub´s klubudstilling i Blovstrød tog vi et ophold på Hotel Comwell i Holte, så vi ikke skulle alt for tidligt op søndag morgen. Yankie var så dygtig og hyggede sig sammen med os på værelset.

16. marts. På tur med Kimmie og Lisa ved Langesø

En dejlig tur i kulde og blæst. Det var en god oplevelse at se, hvor flot Kimmie tog imod Yankie. De to blev fine venner, og vi ser frem til mange dejlige ture. 

Venskabet gennem mange år mellem Kimmie og Morgan kan ikke sammenlignes med noget andet - En ny epoke begyndte i dag med et nyt hundevenskab. Tak til Lisa og Kimmie. 

Yankie på udstilling / skue

10. marts var Yankie på udstilling i Den Danske Hundeforening i Aunslev. Han fik en flot bedømmelse og tildelt Baby-champion-certifikat som Bedste Baby i racen og fik en flot, stor pokal. 

3. marts var Yankie til skue i DKK kreds 4, Kolding. Han blev Bedste Baby i Racen med bedømmelsen "Særdeles lovende".

9. marts

En forfærdelig dag, hvor vi måtte sige farvel til Morgan.  

Venstre bagben, som blev opereret for at beskadiget korsbånd i december 2014 var gennem nogle måneder blevet svagere. Derfor lagde han vægt frem på højre forben, som for 15 måneder siden var blevet behandlet for belastningsskade. Han blev undersøgt grundigt i håb om at finde en lille bagatel, som kunne behandles. For at være helt sikre valgte vi at få taget røntgenbilleder af alt i forbenet, men desværre, ingen revne i en knogle eller en brækket tå eller...... Håndleddet var for belastet og ingen behandling ville kunne hjælpe ham.

Det var en forfærdelig og tung beslutning at sige farvel.

Vi har så mange dejlige oplevelser og minder at huske tilbage på. Tak Morgan.

Drømmen om 2 leonberger-drenge varede alt for kort. Vi nyder nu Yankie og er taknemmelige for det, Morgan nåede at lære ham.