LEONBERGER-FYN
31. januar

Så kom der en anelse sne her i det nordlige Odense. Det var lykken for Yankie - og for fotografen.  

Onsdag er blevet vores nogenlunde faste svømmedag, så Yankies muskler kan trænes bedst muligt, og den slanke linje bevares. Normalt træner vi hos dygtigehunde.dk om onsdagen, men det har corona sat en stopper for et stykke tid. 

I mandags har Yankie og Fie hygget sig sammen. De har ikke mødtes et stykke tid, fordi Yankie har haft ondt i benene og skulle holdes lidt i ro. Men den indhegnede, store fold ved Humlekrogen var supergod, med masser af dufte, så de 2 bøller ikke legede for vildt. 

22. januar

Frosten forsvandt - Yankie elsker vand, så de store vandpytter er dejlige.

Og så er svømmehallen altså også herlig. Badekåben på efter svømningen og så er knægten næsten tør, dog fugtig, så man får en idé om, hvor tyk hans pels egentlig er. Efter en tur med blæseren er pelsen igen fin.

16. januar

Efter en del grå, våde og mudrede dage, fik vi solskin og frost i dag. Det er lige noget for en tyk-pelset leonberger. 

Yankie går normalt ikke ind i rosenbedet, men forklaringen var logisk: Han havde gravet sit kødben ned i bedet i aftes. Frosten gjorde det lidt besværligt at få det gravet op her til morgen. Og så en tur i marken, hvor græsset var helt hvidt. 

2. januar

2021 er begyndt - vi håber, at I alle har haft en god Nytårs aften og at året, der venter forude, bringer normale tilstande til landet.

Vi har hygget os i dagene op til nytåret og årsskiftet i sommerhuset med udflugter i området, hvor der ikke er mange mennesker. Yankie klarede Nytårsaften med bravur på trods af en del fyrværkeri, som han betragtede gennem ovenlysvinduet. Et lækkert kødben fra den lokale slagter var særdeles velkomment.